EntreShop&Magazine Tanker Flotte træbænke til entreen

Flotte træbænke til entreen

Trænger du til fornyelse i entreen, så kan det sagtens være en træbænk der kommer til at gøre hele forskellen. Entreen er ikke altid det første rum, vi tænker på at lave om i, fordi vi trods alt ikke bruger så meget tid der. Men det er alligevel det første rum, som du og dine gæster træder ind i, i dit hjem, så hvorfor ikke gøre det til en særligt god oplevelse?

Træbænke er ikke nødvendigvis kun noget, du finder i parker og skove, men kan også være med til at give den helt perfekte, hyggelige stemning til din entre derhjemme. Derfor får du her en hyldest til træbænke og deres betydning for vores entreer.

Mindre rod, mere elegance

En af de umiddelbart største forskelle ved en træbænk, er at den får entreen til at se fin og elegant ud. En skohylde og en taburet er måske mere praktisk og pladsbesparende, men det kommer også til at emme lidt af institution. Skoene kan du gemme væk i nærmest skab, eventuelt med indbygget skohylde, eller du kan købe en noget flottere skoreol.

Til nøds kan du også placere enkelte sko under træbænken i entreen, men pas på det ikke kommer til at se for rodet ud. Du kan eventuelt lade dine flotteste sko stå til udstilling under bænken, for det helt rigtige look. Bare sørg for at flytte dem, så du kan støvsuge ordentligt, for der er ikke noget der ødelægger elegancen som et par støvbolde.

Komfort på den gammeldags måde

En træbænks primære formål er selvfølgelig siddeplads. Derfor skal du også passe på, at den ikke bare bliver afsætningsplads for hvad end du har i hånden, når du kommer ind ad døren. Er du over de 30, vil du i øvrigt hurtigt finde ud af, at en siddeplads til når du skal have skoene på, faktisk er en ganske god idé. Hvis du supplerer op med et flot skohorn af en art, kan du både føle dig gammel OG elegant samtidig.

Som en huskeseddel

Godt nok skal bænken ikke bruges til afsætningsplads, men den kan alligevel få en ganske vigtig funktion for din hverdag. Du kan nemlig bruge den som pladsen hvorpå du lægger alt, hvad du skal huske at få med ud ad døren. Det kan være alt lige fra nøgler, til børn og til madpakken. Hvis du laver en regel for dig selv om, at bænken skal være ryddet før du forlader hjemmet, så vil du automatisk tage stilling til alt hvad der ligger på den.

Entrébænken kan altså både være elegant, praktisk, komfortabel og hjælpsom. Vi kan faktisk ikke se hvilke grunde der skulle være til ikke at skaffe sig sådan et møbel.

Related Post